august 14

Nedsat Seksuel Lyst Hos Mænd – Hvad Er Det, Og Hvad Kan Du Gøre?

Af Psykoterapeut Søren Nilausen Hedon. Jeg har en dyb og vedvarende nysgerrighed på hvordan vi hver især kan skabe os et (endnu) bedre liv. Især har jeg valgt at specialisere mig i det at være mand i dagens Danmark, Parforhold, Lyst og Seksualitet, Vredeshåndtering og Angst.

Hvad Er Nedsat Seksuel Lyst Hos Mænd?

Den ”tørre udgave” er, at nedsat seksuel lyst refererer til en vedvarende mangel på interesse i seksuel aktivitet, som kan påvirke dit velbefindende og dine relationer. Det kan opstå pludseligt eller udvikle sig over tid og kan være forårsaget af både fysiske og psykiske faktorer.

Nedsat seksuel lyst hos mænd er en almindelig udfordring, som det kan være svært at tale om. 

Det at opleve nedsat seksuel lyst kan være frustrerende og for nogle mænd også skamfuldt. Det er vigtigt at vide, at du ikke er alene. Tæt på 1/5 af alle mænd oplever at have et dårligt eller særdeles dårligt sexliv. Og i løbet af et livsforløb er denne andel givet langt større. Der er heldigvis hjælp at hente. I dette indlæg vil jeg komme ind på, hvad der kan ligge bag manglende eller nedsat lyst, og hvad du kan gøre for at genfinde den. 

Men husk, at der er ting, du kan gøre for at genfinde din lyst. Ved at tage ansvar, søge hjælp og arbejde på din egen trivsel kan du igen opleve en stærkere forbindelse til dig selv (og din partner). Nydelsen og lysten er ikke væk – men måske skal du genopdage den.

Hvad er lyst for dig?

Jeg starter med en påstand: Vi er alle i stand til at føle lyst.

”Lyst er når noget føles rart”

”Lyst er når noget føles rart”. Dette citat har jeg lånt fra Amanda Lagoni.

Lyst og nydelse følges ad. Så lyst er ikke begrænset til at handle om sex. Lyst er når vi nyder noget. Det kan være at gå i naturen. Det kan være tilfredsstillelsen ved at løse et problem, bygge- og skabe noget eller nyde en kop virkelig god kaffe.

Jeg har stadig til gode at møde en mand, som ikke kender til, at noget kan føles rart. Jeg tænker også at det gælder for dig. Så der er en god chance for at du har lysten i dig.

Lyst er ikke et udtryk for hvor meget en anden betyder for os, eller vil os. Og lyst er ikke begær eller kærlighed. Lyst er lyst.

Nedsat seksuel lyst hos mænd

Det gode budskab er, at vi som mennesker typisk ikke kan miste vores lyst, selvom det kan føles sådan. Vi har den alle i os. Og det gode budskab er, at der er helt konkrete ting du kan gøre for at øge din lyst.

Din lyst er dit ansvar

Vores lyst er vores eget ansvar. Det gælder uanset om det er til en kop kaffe, eller sexuel nydelse. Det er dit ansvar, at du finder din lyst. Og det er dit ansvar at skabe rammerne for at det kan ske, og at du tager initiativ til at få det sådan som du ønsker det.

Der er heldigvis mange ting du kan gøre for at blive bevidst om hvad du har lyst til. Og hvis du krydrer det med leg og med kommunikation, så er du rigtig godt på vej.

Årsager til nedsat seksuel lyst hos mænd

Lyst kan opleves som en lunefuld størrelse, og lyst kan ikke (altid) styres.

Hvad nu hvis det er sandt?

Brug gerne et par minutter, lige nu, til at tænke over hvad det gør ved dig, hvis du slipper tanken om, at ”lyst er noget man skal have lige meget af – hele tide”? Hvordan vil det være for dig, hvis det nu ikke er sandt?

Der er mange grunde til, at du kan opleve en nedgang i din seksuelle lyst. Måske du kan genkende dig selv:

nedsat seksuel lyst hos mænd
  • Stress og pres: Travlhed på arbejdet, økonomiske bekymringer eller andre former for stress kan (vil!) dræne  din energi og seksuelle lyst.
  • Fysiske helbredsproblemer: Sygdomme som diabetes, hjertesygdomme eller hormonelle ubalancer kan   påvirke din libido. Og så falder mænds testosteron niveau naturligt med alderen (og reduceres i øvrigt yderligere ved stress). Så det er relevant at se på hvoran du kan kompensere for det. 
  • Psykologiske faktorer: Depression, angst og lavt selvværd er almindelige årsager til nedsat seksuel lyst.
  • Forholdsmæssige udfordringer: Problemer i parforholdet, mangel på kommunikation eller følelsesmæssig distance kan også føre til mindre lyst.
  • Livsstilsfaktorer: Mangel på motion, dårlig kost, overforbrug af alkohol eller medicin kan også spille en rolle.
  • ”Projekter”: Hvis du er super optaget af noget andet, og har alt din fokus og energi der. Det gælder også selvom det er noget du gerne vil og brænder for.

Alt sammen blot eksempler på, at der er rigtig mange ting, som påvirker vores lyst. Og at det er helt naturligt at opleve, at den umiddelbare følelse af lyst er noget som ændrer sig.

Sådan kan du genfinde din lyst og opleve mere nydelse i dit liv?

Selvom det kan føles overvældende at håndtere en nedsat seksuel lyst, er der flere ting, du kan gøre for at genfinde den:

  • Gør dit liv max rart for dig selv: Det første du selv kan gøre. Lige nu. Er at huske at nyde livet. Gør dit liv max rart for dig selv. Træk vejret dybt og helt ned i maven. Tænk på ting du faktisk glædes over. Og vær til stede og NYD din kaffe eller te, eller udsigten, eller hvad du nu vil glæde dig selv med. Med andre ord dyrk nydelsen i dagligdagen. Det er gratis. Hvis du er et sted i livet hvor du tænker: ”det kan han sagtens sige….”, så prøv alligevel at se, om du kan give dig selv en eller anden nydelse. Og så én til i morgen.
  • Flyt dit fokus: Hav dit fokus på hvad du har lyst til (Frem for det du ikke har har lyst til / vil undgå). Lad lyset skinne på det som du gerne vil. Og gå og glæd dig over, at se frem til det.
  • Tal om det: Tal åbent med din partner eller en god ven om dine følelser. Det kan lette presset. Det er meget få ting, der ikke bliver bedre at, at komme frem i lyset. Og i en relation kan det skabe en bedre forståelse mellem jer.
  • Reducér stress: Forsøg at finde metoder til at håndtere stress i hverdagen, såsom motion, og meditation. Samt vurder hvad der virkeligt er vigtigt for dig, og skær ned på de ting som ikke er vigtige, men som koster dig energi og fokus.
nedsat seksuel lyst hos mænd
  • Søg professionel hjælp: Overvej at tale med en læge eller en sexologterapeut for at få en professionel vurdering og vejledning..
  • Fokus på nærvær: I stedet for at presse dig selv til at føle lyst, prøv at fokusere på intimitet og nærvær – med dig selv. Og med din partner. Lysten kan ofte vende tilbage, når presset tages af.
  • Leve sundt: Gør en indsats for at leve sundere – det kan være alt fra at spise bedre, få nok søvn, til at dyrke regelmæssig motion.
  • Vær nysgerrig: Prøv noget nyt. Gør noget som du ikke plejer. Eller bed om noget som du måske ikke har bedt om før.
  • Sig ”JA”, Giv ikke op – gør det: Gør det – også selvom lysten ikke er der lige nu. Tag initiativ og ansvar for at skabe tid og rammer til det. Skriv det i din / (jeres) kalender.  Stol på at nydelsen kommer, når du eller I først er i gang. Og husk; der skal ikke ske noget bestemt. Målet er at du nyder det som sker; det som du gør, eller det som du modtager.
  • Leg lyst og nydelse frem: Se det som en leg. Aftal med dig selv, eller din partner, at det bare er noget i leger. Her er et par eksempler til inspiration. 
  • Aftal en tidsramme. Det kan være 10 minutter, 30 minutter, 1 time, 2 timer? En tidslomme hvor du eller I har fokus på, at søge nydelsen.
  • Og kommuniker imens i gør det. Grin hvis I har lyst, eller hvis noget er spøjst. Det betyder ikke noget. I kan jo bare skifte til noget andet.
  • Kommuniker ved at sige ”ja”. Uanset om du er alene eller sammen med en partner; så sig ”ja”. Det vil sige, at den der modtager (også hvis der er dig selv der giver til dig selv), siger ”ja”, når der sker en berøring eller andet. Og bliver ved med at sige ”ja”. Prøv det. Det forstærker dit nærvær. Også selvom det kan virke akavet og fjollet for nogen. Og hvis det at sige det højt er for mystisk - så aftal noget andet med dig selv eller hinanden. Du skal naturligvis ikke sige ja til noget du ikke har lyst til. Så siger du ”mindre” eller ”nej tak" (men prøv gerne noget andet).

Konklusion

nedsat seksuel lyst hos mænd

I denne artikel har jeg været omkring, at lyst er forbundet med nydelse, som er når noget føles rart for dig. Vores evne til at føle lyst er noget der går op og ned, og som påvirkes af vores livssituation. Den gode nyhed er, at det at føle og få lyst er vores eget ansvar- og det er noget du selv kan gøre noget ved. Det gør du blandt ved, at sætte tid af til det. Og ved at turde være nysgerrige og dig. Det gælder uanset om det er lysten til en kop kaffe, eller om det handler om lysten til sex.

Nedsat seksuel lyst hos mænd er en almindelig udfordring, som kan påvirke både dit velbefindende og dine relationer. Men husk, at der er ting, du kan gøre for at genfinde din lyst. Ved at tage ansvar, søge hjælp og arbejde på din egen trivsel kan du igen opleve en stærkere forbindelse til både dig selv og din partner. Nydelsen og lysten er ikke væk – det skal ”blot” genfindes.

Jeg håber du har fået noget med. Skriv gerne til mig med spørgsmål.


Tags

Sex og Lyst


Se mine andre indlæg